Ordet "æble" på moderne kinesisk kommer fra sanskrit, som er en slags frugt nævnt i gamle indiske buddhistiske skrifter, først kaldet "pinpo", og senere lånt af kinesere, og har "pingbo", "æble (æble) po" og andre skrifter. I landbrugsbogen "Qunfang Spectrum and Fruit Spectrum" under Ming-dynastiets Wanli-periode er der en post for "æble", der siger: "Æble, ud af det nordlige land, er Yan Zhao særlig god." Efterfulgt af Linqi-kroppen. Træets krop er lige, bladene er grønne, som en skov og store, og frugten er som en pære og glat. Rågrøn, kogt er halvt rød og halvt hvid, eller helt rød, glat og sød leg, lugt et par skridt. Smag af sød fyr, den ubehandlede spiser som vat, overmoden og sandet at spise, kun otte eller ni kogte er det bedste." Mange eksperter i historien om kinesisk landbrug og frugttræer mener, at dette er den tidligste brug af ordet " æble" på kinesisk.
Kinesiske indfødte æbleplanter var også kendt som "citrus" eller "Ringo" i oldtiden. Li Shizhen sagde: "Citrus og Lin Yong, en type og to slags, træerne er virkelig som Lin Yong og store. Der er hvid, rød og cyan i tre farver, den hvide er almindelig, den røde er danqi, og den grønne er grøn mandarin" og "Linqiao, det vil sige den lille og runde af citrus, dens typer omfatter gylden Ringo, rød Linqiao, vand Linqiao, honning Linqiao og sort Linqiao, som alle er opkaldt efter deres farve og smag." Og i "Food Materia Medica" siges det også, at "der er tre slags Lin Yong, den store ældste er Lin, den runde er Lin, og den lille er astringerende." "Påvirket af kinesisk kultur er det japanske ord for "ringo" et æble. I Taiwan bruger nogle taiwansktalende også det japanske ord "rin-go".
